Ledige stillinger

Ledige job bliver altid slået op på Jobnet, Facebook og her på hjemmesiden. Bogopsætterstillinger bliver kun slået op på hjemmesiden.

Børnekulturformidler med fantasi og blik for de mindste

Icon Description

Børnekulturformidler med fantasi og blik for de mindste

Kan du gøre en billedbog til en oplevelse, børn kan træde ind i? Holder du af at være sammen med børn og hjælpe dem og deres voksne med at finde den næste gode bog? Og har du lyst til at skabe fortælleuniverser, udstillinger og kreative workshops? 

Så har vi jobbet til dig på Hillerød Bibliotekerne. Pr. 1. januar søger vi en nærværende og kreativ børnekulturformidler, der vil åbne litteraturens verden for børn gennem fortælling, leg, sansning og gode møder i hverdagen. Du får plads til at udvikle idéer og ansvar for at føre dem ud i livet sammen med kolleger med forskellige fagligheder.

Om stillingen

Du får en alsidig hverdag med tre lige vigtige arbejdsområder: 1) formidling til småbørn, 2) betjening og værtskab i børnebiblioteket samt 3) visuel formidling med fokus på æstetik og kreativitet i det fysiske rum. Opgaverne hænger tæt sammen. Du får en hverdag, hvor det daglige arbejde i børnebiblioteket får plads, og hvor et møde med en børnehavegruppe kan give inspiration til en udstilling, og et fortælleunivers kan blive afsæt for både workshops og samtaler om bøger.

Småbørn og dagtilbud

Du bliver en del af den faglige cirkel Småbørn og dagtilbud, hvor I sammen udvikler bibliotekets tilbud og samarbejdet med dagtilbud og børnenes voksne.

Vi udvikler faste besøgstilbud, som kommunens dagtilbud kan booke til børn på 2-6 år. Med afsæt i gode fag- og skønlitterære børnebøger skal besøgene styrke børnenes sprog og læseglæde gennem leg, dialog og sanseoplevelser. Temaer som natur og følelser knytter besøgene til dagtilbuddenes pædagogiske arbejde.

Du er med til at udvikle og gennemføre besøgene, som både kan foregå inde og ude samt rundt om i kommunens lokal- og bysamfund. Sammen med dine kolleger tilpasser du aktiviteterne, så børn med forskellige forudsætninger kan være med.

Betjening og værtskab

Du er en synlig og opsøgende vært i børnebiblioteket. Du tager imod børn, familier og dagtilbud, hjælper med at finde bøger og giver inspiration til læsning og oplevelser. Du har blik for både barnet, der selv fortæller, hvad det leder efter, og familien, der har brug for en invitation til at komme i gang.

Sammen med dine kolleger sørger du for, at børnebiblioteket fungerer i hverdagen og fremstår indbydende og inspirerende. Den daglige kontakt med børn og voksne giver dig samtidig viden og idéer, som du bringer med ind i arbejdet med aktiviteter og udstillinger.

Æstetik og kreativitet

Du bliver også en del af den faglige cirkel Indretning og udstillinger, hvor du samarbejder med kolleger om at gøre bibliotekets rum levende, indbydende og lette at tage i brug. Herunder får du tovholderansvaret for udvikling og drift af bibliotekets fortællehuse, hvor vi formidler børnelitteratur på fantasifulde måder, og som ændres et par gange om året. Her skal historier blive til rum, materialer og detaljer, som giver børn lyst til at gå på opdagelse. Du er med hele vejen fra idé og planlægning til praktisk udførelse og løbende vedligehold.

Dertil udvikler og afholder du kreative workshops og bidrager til bibliotekets øvrige udstillinger og indretning. Bibliotekets kreative workshops varierer mellem faciliterede workshop og DYI.

Om dig

Du elsker at være sammen med børn og kan skabe kontakt, vække nysgerrighed og følge deres spor. Du er optaget af, hvad litteratur og kreative oplevelser kan åbne for, og du har praktisk kunnen til selv at omsætte dine idéer til noget, børn kan se, mærke og deltage i.

Du har en relevant uddannelse og erfaring med formidling til børn. Din baggrund kan være biblioteksfaglig, pædagogisk, kulturfaglig eller kreativ. Det afgørende er, at du kan forbinde god børneformidling med æstetisk sans og praktisk håndelag.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har erfaring med småbørn og forståelse for deres sproglige udvikling, opmærksomhed og forskellige deltagelsesmuligheder
  • interesserer dig for børnelitteratur og kan omsætte bøgernes historier og billeder til engagerende formidling
  • har sans for materialer, farver og rum og kan skabe løsninger, der både vækker fantasi og fungerer i et travlt børnebibliotek
  • kan planlægge og gennemføre kreative workshops, hvor børn får plads til selv at undersøge, skabe og sætte deres præg
  • trives i værtsrollen og møder børn og deres voksne med nærvær, nysgerrighed og hjælpsomhed
  • arbejder selvstændigt, har styr på dine aftaler og kan prioritere mellem arbejdstid og arbejdsopgaver. 
  • deler idéer, tager imod faglig sparring og bidrager med engagement og godt humør til det fælles arbejde.

Om Hillerød Bibliotekerne

Hillerød Bibliotekerne er hverdagens åbne mødested og en vigtig del af byens kulturelle og demokratiske infrastruktur. Her mødes mennesker om litteratur, viden, oplevelser, læring og fællesskaber på tværs af baggrund og livssituation.

I børnebiblioteket giver vi børn mulighed for at opdage litteraturen og opleve biblioteket som et sted, de har lyst til at vende tilbage til. Vi arbejder på tværs af fagligheder og forbinder bøger, aktiviteter og fysiske rum, så de understøtter hinanden.

Du får kolleger med høj faglighed, stor handlekraft og lyst til at prøve nyt. Vi giver plads til idéer, tager fælles ansvar og lægger vægt på værtskab og faglig nysgerrighed. Og vi justerer kursen, når erfaringerne peger en bedre vej.

Vores faglige cirkler er arbejdsfællesskaber, hvor vi udvikler og løser opgaver sammen. Du får et tydeligt ansvar for dine egne opgaver og tæt samarbejde med cirklernes faglige koordinatorer og øvrige kolleger.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. januar. Arbejdsstedet er Hillerød Bibliotek, Christiansgade 1, 3400 Hillerød.

Du har 2-3 ugentlige vagter i børnebiblioteket, herunder lukkevagt til kl. 18, samt vagt hver 4. lørdag kl. 10-15. Arbejde i forbindelse med aktiviteter og workshops kan også ligge uden for de almindelige dagtimer.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation. I forbindelse med ansættelsen indhentes børne- og straffeattest.

Ansøgning og samtaler

Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV og relevante bilag via Hillerød Kommunes jobportal. Fortæl os gerne om en konkret aktivitet, udstilling eller kreativ idé, du har ført ud i livet for børn, og hvad du lagde vægt på undervejs.

Ansøgningsfristen er den 15. november. 1. samtaler afholdes den 23. november og 2. samtaler afholdes den 26. november. 

Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte Leder af arrangementer, demokrati og bæredygtighed Marie Louise Wittenkamp på marlw@hillerod.dk eller telefon 72 32 58 40

LINK: Søg stillingen

Formidler med blik for demokrati og talent for at samle mennesker

Icon Description

Formidler med blik for demokrati og talent for at samle mennesker

 

Har du lyst til styrke bibliotekets rolle som demokratisk mødested? Kan du skabe levende arrangementer og få mennesker med forskellige perspektiver til at involvere sig?  Og trives du i en alsidig hverdag, hvor mødet med mennesker, tætte samarbejder med kolleger og stor selvstændighed går hånd i hånd? 

Så har vi jobbet til dig på Hillerød Bibliotekerne. Du får en central rolle i at udvikle og styrke vores arbejde med demokrati og medborgerskab både i den daglige drift på biblioteket og i nuværende og kommende projekter og samarbejde med lokalsamfundet i Hillerød. Du får plads til at sætte initiativer i gang og ansvar for at føre dem ud i livet sammen med kolleger, borgere, frivillige og lokale samarbejdspartnere.

Om stillingen

Hillerød Bibliotekerne vil være mødestedet for den lokale samtale i Hillerød og stedet, hvor flere borgere tager deres første eller næste skridt ind i demokratiet. Hvor borgerne møder nye perspektiver og får lyst til at læse, komme til orde og tage del i samfundslivet. I vores nyoprettede stilling som formidler med fokus på demokrati og projekter bliver det din opgave i tæt samarbejde med ledelse og kolleger at understøtte denne udvikling.

Omkring to tredjedele af din tid bruger du på at skabe og facilitere arrangementer, debatter og formidle viden og samfundsaktuelle perspektiver med udgangspunkt i litteratur og de offentlige samtaler, både de lokale og de national. Den sidste tredjedel indgår du i den daglige betjening i studie- og voksenbiblioteket, hvor du bringer din viden om og interesse for samfundsforhold og faglitteratur i spil. Mødet med borgerne giver samtidig indblik og inspiration til dit udviklingsarbejde.

Vi har søgt midler til et demokratiprojekt med fokus på flere veje til demokrati for borgerne i Hillerød Kommune; særligt de unge og borgere, der ikke normalt deltager i demokratiske arrangementer. Får vi tilsagn til projektet, bliver du projektleder og en central del af indsatsen. 

Din base er hovedbiblioteket centralt i Hillerød, men arbejdet bringer dig også ud til kommunens lokal- og bysamfund og vores samarbejdspartnere.

Du bliver en del af de faglige fællesskaber Frivillige, fællesskaber og demokrati og Arrangementer. Her omsætter du sammen med kolleger bibliotekets strategiske retning til konkrete indsatser. Du får et tydeligt mandat, stor selvstændighed og et tæt fagligt fællesskab.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • planlægge og gennemføre arrangementer med forfattere, politikere og samfundsdebattører
  • moderere debatter, samtaler, og andre formater, der gør det let at deltage og møde andre perspektiver
  • udvikle fællesskaber og frivillige indsatser med afsæt i borgernes engagement og ressourcer
  • opbygge og vedligeholde samarbejder med foreninger, kultur- og uddannelsesinstitutioner og andre lokale aktører
  • bidrage til bibliotekets kommunikation på sociale medier
  • indgå i bibliotekets daglige værtskab og borgerbetjening

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelse og mindst to års relevant erhvervserfaring efter afsluttet uddannelse. Din erfaring kan eksempelvis komme fra kultur-, uddannelses- eller foreningslivet eller fra arbejde med borgerinddragelse og samfundsformidling. Du kan drive processer og omsætte idéer til aktiviteter, som engagerer mennesker.

Derudover lægger vi vægt på, at du

  • er optaget af samfund, kultur og borgerdeltagelse og vil skabe aktiviteter, som er lette at deltage i og appellerer bredt
  • trives foran et publikum og er god til at lytte og bringe andre i spil
  • formidler klart og vedkommende, både mundtligt og skriftligt, og har let ved at skabe relationer
  • arbejder selvstændigt, tager ansvar og bidrager aktivt til fælles prioriteringer
  • har styr på planlægning, økonomi og aftaler og følger opgaverne til dørs
  • er nysgerrig på folkebibliotekets muligheder og har lyst til at udvikle dets rolle i samfundet
  • har interesse for at engagere unge og borgere i sårbare livssituationer
  • bidrager med godt humør og engagement og tager del i det fælles arbejde.

Om Hillerød Bibliotekerne

Hillerød Bibliotekerne er hverdagens åbne mødested og en vigtig del af byens kulturelle og demokratiske infrastruktur. Her mødes mennesker om litteratur, viden, oplevelser, læring og fællesskaber på tværs af baggrund og livssituation.

Som kommunens klimafyrtårn og verdensmålscertificeret bibliotek formidler vi den grønne omstilling og er rollemodel for bæredygtige valg. Vi skaber muligheder sammen med et stærkt og bredt netværk af blandt andre foreninger, kulturaktører, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

Du får kolleger med høj faglighed, stor handlekraft og lyst til at prøve nyt. Vi giver plads til idéer, tager fælles ansvar og lægger vægt på værtskab og faglig nysgerrighed. Og vi justerer kursen, når erfaringerne peger en bedre vej.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. januar 2027. Arbejdsstedet er Hillerød Bibliotek, Christiansgade 1, 3400 Hillerød. Du har 2-3 ugentlige vagter i borgerbetjeningen, heraf 1-2 lukkevagter til kl. 18, samt vagt hver 4. lørdag kl. 10-15. Derudover skal du i perioder være indstillet på arrangementsarbejde 1-2 aftener om ugen.

Vi tilbyder fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse, mulighed for en fridag hver anden uge, motion i arbejdstiden og frugtordning.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation. I forbindelse med ansættelsen indhentes børne- og straffeattest.

Ansøgning og samtaler

Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV og relevante bilag via Hillerød Kommunes jobportal. Ansøgningsfristen er 15. november 2026. 1. samtale afholdes den 18. november og 2. samtale afholdes den 24. november.

Der vil indgå en case i forbindelse med ansættelsessamtalen. Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte Leder af arrangementer, demokrati og bæredygtighed Marie Louise Wittenkamp på marlw@hillerod.dk eller telefon 72 32 58 40.

LINK: Søg stillingen

Frivillige til Hillerød Biblioteks IT-Café søges

Icon Description

Har du lyst til at hjælpe og vejlede folk, der har lidt svært ved at bruge deres smartphone, tablet eller bærbare pc? Så vil Hillerød Bibliotek gerne høre fra dig.

Vi mangler tre-fire frivillige til vores IT-Café. Caféen er et sted, hvor alle kan komme lige fra gaden og få gratis hjælp, råd og vejledning til alskens IT-spørgsmål. Pt. er der mange spørgsmål om opsætning og brug af MitID, men overordnet er de fleste spørgsmål om funktioner og anvendelse af smartphones og tablets generelt.

Caféen har åbent hver tirsdag fra kl. 15 – 17 i perioden: februar-maj og september-november. IT-Caféens frivillige består af to hold, der mødes hhv. lige og ulige uger. Det nuværende team består af tre IT-frivillige.

Opgaven er ulønnet, men der er garanti for, at din hjælp vil blive påskønnet og værdsat af IT-Caféens gæster. Op til jul afholder biblioteket en lille juleafslutning med alle IT-Caféens frivillige, hvor I vil få overrakt en lille julegave som tak for indsatsen.

Hvis du har lyst til at være frivillig i Hillerød Biblioteks IT-Café , så send lidt tekst om dig selv til bibliotekar Jakob Poulsen: jpou@hillerod.dk. Vi afholder løbende samtaler.

Bogopsættere

Hvis du er fyldt 15 og er under 18 år, og ønsker at blive bogopsætter, skal du holde øje med denne side.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Ledige stillinger vil blive slået op her på siden.